Sterilisation af hund

Tævens normale udvikling

Tæven bliver kønsmoden når den kommer i sin første løbetid i 6-9 mdr.´s alderen.
Tæven går i løbetid hver 6.-10. måned hele livet.

Løbetiden deles op i 3 faser:
Forbrunst: Forbrunsten er den periode hvor tæven bløder og varer ca. 8-12 dage.
Højbrunst: I højbrunsten finder ægløsningen sted, og tæven er meget modtagelig for hanhunden. Højbrunsten varer ca. 3-5 dage.
Efterbrunst: I denne efterbrunsten aftager flåddet fra skeden gradvist, og efter ca. 1 uge, begynder brunstegnene at aftage.

Der er chance for at tæven bliver drægtig ved parring mellem dag 7 og 21 efter start på løbetid. Chancen er størst mellem dag 9 og 13
 

Løbetider – Hvad fører de med sig?

Påvirkning af mælkekirtlerne: Progesteron som frigives i forbindelse med brunsten påvirker mælkekirtlerne i forbindelse med hver brunst, og der er en sammenhæng mellem denne hormonpåvirkning og forekomst af kræft i mælkekirtlerne. Mælkekirtelkræft er den mest almindelige form for kræft hos tævehunden.  Man ved at tidlig sterilisation reducerer risikoen for at udvikle kræft i mælkekirtlerne betydeligt.

Pseudodrægtighed: Den hormonpåvirkning, som foregår i to måneder efter løbetiden, er forklaringen på, at nogle tæver bliver ”falsk drægtige”. Tæven opfører sig som om hun er drægtig: Hun kan være træt og ændre spisemønster. Nogen gange virker tæverne direkte nedtrykte eller deprimerede. Samtidig kan de få mælk i mælkekirtlerne, og kan omkring det tidspunkt, hvor de ”skulle have født hvalpe” adoptere et eller flere tøjdyr som deres ”hvalpe” og evt. bygge ”rede”. Nogle tæver er mere ”pirrelige” og vagtsomme i denne periode. Det er påvist at tæver, der bliver pseudodrægtige, har en øget risiko for at få kræft i mælkekirtlerne.

Livmoderbetændelse: Der er en markant større risiko for at udvikle livmoderbetændelse i tiden efter løbetid. Risikoen for at udvikle livmoderbetændelse øges kraftigt efter 5-6 års-alderen. Livmoderbetændelse kan være livstruende, og i mange tilfælde kræves det, at den betændte livmoder og æggestokkene bortopereres akut.
 

Hvordan undgår man løbetid?

Sterilisation: Hvis man vil forebygge de problemer, der er nævnt ovenfor – og man er sikker på, at man ikke ønsker hvalpe på sin tæve - er det vores anbefaling at lade tæven sterilisere.


P-sprøjte: tidligere anvendte man injektion af et hormon for at udsætte løbetid. Pga. mange uheldige bivirkninger kan vi ikke anbefale denne behandling.
 

Selve sterilisationen – hvorår og hvordan foregår indgrebet?

Hvornår: Da der adfærdsmæssigt er en vis ”psykisk modning” og udvikling i forbindelse med de første løbetider hos den unge tæve, er det vores anbefaling at lade den få mindst en og helst ikke mere end tre løbetider inden hun steriliseres. Indgrebet udføres bedst når hormonpåvirkningen efter løbetiden er faldet til ro – hvilket er ca. 100 dage efter start af sidste løbetid.

Hvordan: Selve indgrebet udføres ambulant i fuld narkose. Tæven skal møde fastende om morgenen og får ved ankomsten en injektion med bedøvelse. Herefter bliver hun lagt i fuld inhalatationsnarkose med overvågning og samtidig væskebehandling. Selve sterilisationen udføres via et mindre indsnit i bugens midtlinie. Via denne åbning fjernes æggestokkene. Såret i bugen syes og tæven får en bodystocking eller krave på, for at forhindre at hun slikker i såret.

 

 

Fordele ved sterilisation

  • Mindsket forekomst af kræft i mælkekirtlerne.
  • Ingen risiko for livmoderbetændelse, eller lidelser i æggestokkene, idet begge dele er fjernet ved indgrebet.
  • Ingen forekomst af pseudodrægtighed. 

Ulemper ved sterilisation

  • Vægtforøgelse: Steriliserede tæver har et lidt lavere stofskifte, og tager derfor lettere på. Det behøver dog ikke være et problem, man skal bare være opmærksom på dette ved fremtidig fodring af hunden.
  • Pelsforandring: Hos de hunderacer, der har lidt længere pels (springerspaniels, flatcoatede retrievere o.lign) er der en tendens til at deres pels kan blive ”fehårsagtig” og hos alle hunderacer er der en tendens til at der dannes en lidt kraftigere underuld. Dette er dog et mindre problem, som let kan rettes ved trimning/klipning af de berørte pelsområder.
  • Urin - incontinens: Hos et par procent af de steriliserede tæver, kan der komme problemer med urinincontinens (dvs. at de lækker urin når de sover). Dette gælder særligt de tæver, der er kommet lidt op i alderen. Der findes dog nogle meget effektive medicinske behandlinger af denne tilstand, så dette problem kan i reglen løses helt tilfredsstillende.
Pris for sterilisation af hund   4.300-4.900 kr.