Vi er også glade for at kunne hjælpe, når der skal komme små nye dyr til verden.
Parring:
Vi kan hjælpe med, at finde ud af hvornår din hund skal parres. Det gælder både råd om, hvilken alder tæven skal have og også mere præcist, hvornår i løbetiden selve parringen kan/skal finde sted. Vi tilbyder, at du kan komme med tæven, når tiden nærmer sig og vi kan undersøge, hvor tæt hun er på ægløsning. Dette gøres med en undersøgelse af cellerne i skeden, som sammenholdes med en blodprøve, hvor vi måler niveauet af det hormon (progesteron), som er afgørende for ægløsningen. Dermed fastslås, hvornår parring helst skal finde sted.
Inseminering:
For de hunde der ikke er i stand til selv at gennemføre en parring, af den ene eller den anden årsag, tilbyder vi sædtapning af hanhunden og efterfølgende inseminering af tæven. Dette forudsætter dog ovennævnte undersøgelse af tæven, for at sikre, at det rent faktisk er det rigtige tidspunkt for befrugtning.
Drægtighedsdiagnostik:
Vi tilbyder blodprøve og/eller ultralydsscanning til bekræftelse af drægtighed. Ultralydsscanning kan foretages fra dag 21 efter parring og blodprøven kan tages fra dag 30 efter parring.
Vi kan desuden, indenfor den sidste uge af drægtigheden, tilbyde røntgenundersøgelse for at fastslå antallet af hvalpe/killinger, der er på vej.
Fødsel:
Selve fødslen vil i langt de fleste tilfælde foregå stille og roligt derhjemme. Skulle fødslen gå i stå eller andet komme i vejen for en normal fødsel står vi klar til at hjælpe. Vi udfører både almindelig fødselshjælp men også kejsersnit, hvis det er nødvendigt.
|